Nyt samarbejde: Seks virksomheder vil gøre arbejdslivet attraktivt for seniorer

”Seniorerne er en vigtig nøgle til at løse manglen på arbejdskraft.” Sådan siger Ole Krogh Petersen, adm. direktør i PFA, der sammen med fem store danske virksomheder nu kommer med tre løfter til seniorerne.
Manglen på arbejdskraft er en af de største udfordringer, vi står over for i Danmark. Ifølge Dansk Erhverv vil danske virksomheder mangle 130.000 medarbejdere i 2033. En del af løsningen findes blandt landets seniorer, og det er baggrunden for, at PFA nu går sammen med Danfoss, Ikea, Salling Group, Coop og Rambøll om at lancere initiativet ”Seniorløftet.”
”Som Danmarks største pensionsselskab er det tydeligt for os, at seniorerne udgør et enormt potentiale. Mange har både lysten og evnen til at fortsætte på arbejdsmarkedet, men det kræver, at vi som virksomheder gør det attraktivt for dem at blive. Derfor er vi stolte af at stå sammen med fem af Danmarks største virksomheder om denne vigtige dagsorden,” siger Ole Krogh Petersen, og fortsætter:
”Hvis vi bliver bedre til at beholde og tiltrække seniorerne, kan vi tage brodden af manglen på arbejdskraft. Det er godt for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet som helhed.”
Tre konkrete løfter
Med ”Seniorløftet” forpligter de seks virksomheder sig til at arbejde strategisk med seniorarbejdskraften. Initiativet bygger på tre klare løfter:
- At udvikle strategier, der realiserer potentialet blandt seniormedarbejdere og giver dem mulighed for at arbejde længere end folkepensionsalderen.
- At evaluere og følge op på konkrete indsatser, der styrker fastholdelsen af seniorer.
- At dele erfaringer og resultater, så andre virksomheder kan lade sig inspirere.
”Vi håber, at endnu flere virksomheder vil tilslutte sig ”Seniorløftet” og være med til at fremme en kultur, hvor seniorernes erfaring og kompetencer bliver værdsat og udnyttet. Det er en dagsorden, der kræver handling fra os alle,” siger Ole Krogh Petersen.
Fra pension til fleksibilitet
En undersøgelse foretaget af PFA og analysehuset EPSI viser, at 76 pct. af virksomhederne herhjemme ser en aktiv seniorstrategi som en del af løsningen på manglen på arbejdskraft. Samtidig forventer 60 pct. af virksomhederne, at antallet af medarbejdere på en gradvis overgang til pension vil stige.
Og netop overgangen fra arbejdsliv til pension ændrer karakter i disse år. Mange seniorer ønsker ikke en brat afslutning på deres arbejdsliv, men foretrækker i stedet en gradvis tilbagetrækning med fleksible arbejdstider eller delvis pension.
”Vi ser en klar tendens til, at flere seniorer vælger at kombinere arbejde og pension. Det er en udvikling, vi skal understøtte. For eksempel ved at skabe mulighed for nedsat arbejdstid eller ændrede arbejdsopgaver, der passer til både den enkeltes behov og virksomhedens drift. Det handler om at sikre, at seniorerne både trives og fortsat kan bidrage på arbejdsmarkedet,” forklarer Ole Krogh Petersen.
Et fælles ansvar
Med ”Seniorløftet” ønsker PFA og de fem øvrige virksomheder at inspirere andre til at tænke seniorerne ind som en vigtig ressource.
”Det er afgørende, at vi som samfund og virksomheder værdsætter seniorernes erfaring og kompetencer. Hvis vi lykkes med at beholde flere seniorer på arbejdsmarkedet, kan vi fastholde værdifuld viden og erfaring som kan bidrage til at sikre vækst, innovation og trivsel – til gavn for os alle,” siger Ole Krogh Petersen.
Ønsker du at høre mere om Seniorløftet, så kontakt PFA’s Velfærds- og Seniorchef, Jesper Brask Fischer, på jbf@pfa.dk