Guldregn fra amerikanske aktier drypper godt på PFA’s kunder

Det kendte amerikanske S&P500-aktieindeks rundede for nyligt for første gang den magiske grænse på 5000, og det har givet massivt rygstød til PFA’s kunder, hvor mange gennem deres pension er investeret i amerikanske selskaber.

10 milliarder kroner.

Så meget er pensionsopsparingerne allerede vokset med i år for PFA’s kunder, der har en markedsrentepension. Og det er især amerikanske aktier, som har givet gevinst. 

”Vi øgede i starten af 2023 vores andel af aktieinvesteringer i USA. Det var med til give gode afkast til kunderne sidste år, og det har også været en fordel her i 2024, hvor amerikanske aktier sammen med danske er kommet bedst fra start. De gode afkast giver økonomisk tryghed til de mange danskere, som har sin opsparing i PFA”, siger PFA chefstrateg Tine Choi Danielsen.

Ifølge PFA’s chefstrateg er fremgangen blandt andet hjulpet på vej af gode regnskaber i den igangværende regnskabssæson.

”Det kan måske virke overraskende, at der stadig er plads til så markante stigninger efter opturen i 2023, men det afspejler faktisk et typisk mønster: Når vi begynder at se enden på en indtjeningsrecession, som vi har været gennem i 2023, stiger aktiekurserne drevet af forventningen om, at det snart bliver bedre. Herpå bekræftes forventningerne, og så kommer der yderligere stigninger”. Det så vi eksempelvis i 2009, 1982 og i 1974, hvor der også var indtjeningsrecession forinden,” siger Tine Choi Danielsen.

Stærkt amerikansk arbejdsmarked

Ifølge chefstrategen skyldes den positive udvikling blandt andet et stærkt amerikansk arbejdsmarked, som er med til at holde forbruget og dermed den økonomiske vækst i gang. 

”Ledigheden er lav, der er masser af ledige stillinger, og den amerikanske forbruger har en følelse af, at det fortsat er nemt at komme i arbejde. Det giver den almindelige amerikaner tryghed og tillid til fremtiden til gavn for det igangværende forbrugsdrevne opsving” siger Tine Choi Danielsen.  

Selvom kursstigningerne betyder, at aktierne er blevet dyrere, så vurderer Tine Choi Danielsen ikke, at de er blevet urealistisk høje.

”Ser vi på aktieværdierne, og altså hvad man som investor skal betale for at få del i selskabernes overskud, så har det amerikanske aktiemarked aktuelt en kurs/indtjening på 20x. Det er højere end det historiske gennemsnit, men ikke alarmerende, når man tager højde for, at det især er de såkaldte Magnificent Seven (Alphabet, Amazon, Apple, Meta, Microsoft, NVIDIA og Tesla), der skubber snittet op”, siger Tine Choi Danielsen. 

Om PFA

  • PFA har 1,3 mio. kunder, hvilket betyder, at hver femte dansker har sin pensionsopsparing hos PFA.
  • PFA er Danmarks største kundefællesskab og forvalter ca. 600 mia. kr.