Stærkt halvår forlænger gylden periode for PFA’s pensionskunder
PFA’s kunder kan gå på sommerferie med solide afkast på pensionskontoen. En typisk kunde i PFA’s profil med middel risiko og 15 år til pension har opnået et halvårsafkast på 8,3 procent. Dermed fortsætter de gode resultater fra de foregående år, og det treårige afkast i middel risiko ligger nu på 40,3 procent, mens det tiårige afkast har rundet 107 procent. Afkastene er blandt de bedste i det kommercielle marked både for halvåret og over tre år.
Årets første måneder har – ligesom sidste år – budt på markante udsving på de globale finansmarkeder, især drevet af konflikten i Mellemøsten, som har vekslet mellem eskalering og udsigt til fred. Det har i perioder sendt oliepriserne kraftigt op og forringet den økonomiske sigtbarhed. Ikke desto mindre har både verdensøkonomien og selskaberne vist sig robuste nok til at modstå de stød, der er kommet, og det har smittet positivt af på aktiemarkederne, fortæller PFA’s investeringsdirektør, Kasper Lorenzen.
”Ligesom sidste år har vi haft et første halvår med store udsving på aktiemarkederne, primært drevet af konflikten i Mellemøsten. Men både økonomien og selskaberne har vist stor robusthed og styrke, og det har været med til at løfte afkastene. For en typisk PFA-kunde med middel risiko var afkastet undervejs nede på minus 3,2 procent., men halvåret er alligevel endt med et positivt afkast på 8,3 procent, omtrent på niveau med det afkast, man normalt får på et år. Det er endnu en gang en påmindelse om, at det betaler sig at have is i maven, og jeg er glad for, at vores kunder nu for fjerde år i træk ser ud til at kunne gå et år i møde med positive investeringsafkast,” siger Kasper Lorenzen.
De gode afkast gælder både PFA’s brede produkt, PFA Plus, og det klimafokuserede produkt, PFA Klima Plus. Her ligger halvårsafkastet for en typisk kunde med middel risiko på 11,3 procent, hvilket er helt i top både generelt og blandt sammenlignelige produkter i branchen. Det gode resultat skyldes især en stærk aktiesammensætning.
Nye profiler med større aktiefokus gavner igen
En del af forklaringen på de gode resultater er de nye investeringsprofiler med større aktiefokus, som PFA lancerede sidste år. Det var en gevinst sidste år, og det har det også været i år, hvor ikke mindst USA og den amerikanske teknologisektor igen har stået for en stor del af afkastet.
”Det har igen i år været en fordel at være solidt investeret i USA og i særdeleshed i den amerikanske teknologisektor, som fortsat har trukket meget af afkastet. Når det er sagt, er det fortsat noget, vi holder nøje øje med, når så meget markedsværdi samler sig i en relativt lille del af markedet,” siger Kasper Lorenzen.
Han uddyber, at de 10 største teknologiselskaber aktuelt udgør mere end 40 procent af det amerikanske S&P 500-aktieindeks.
Renter og inflation fylder frem mod midtvejsvalg
Mens aktierne har leveret et flot halvår, har obligationerne givet et beskedent positivt afkast, tynget af det fortsat høje renteniveau. Netop renteniveauet har især i USA været et gennemgående tema i år, fordi det øger finansieringsomkostningerne og presser den voksende statsgæld. Høj inflation og lav ledighed gør fortsat rentenedsættelser vanskelige. Til gengæld kan deeskaleringen i Mellemøsten og genåbningen af Hormuz-strædet, som har sendt oliepriserne markant ned, på sigt give et større pengepolitisk råderum. Under alle omstændigheder venter der et spændende andet halvår for både amerikansk økonomi og politik.
”Efter et halvår med et stærkt udenrigspolitisk fokus vil blikket formentlig i højere grad vende indad i USA frem mod valget i november. Inflation og leveomkostninger vil fortsat være vigtige temaer, men ledigheden er stadig lav, og faldende energipriser kan sammen med lavere inflation give de amerikanske husholdninger lidt mere luft i privatøkonomien. Samtidig må vi forvente, at regeringen frem mod valget vil gøre, hvad den kan for at holde gang i den hjemlige økonomiske aktivitet,” siger Kasper Lorenzen.