Historisk omlægning af investeringsprofiler krydser målstregen
PFA har netop afsluttet en historisk omlægning af pensionsdepoter på mere end 40 milliarder kroner fra sine gamle til sine nye investeringsprofiler, hvor der er flere aktier. Omlægningen, som har strakt sig over otte måneder fra april til december, er gennemført for at øge PFA’s langsigtede afkast og styrke kundernes økonomiske tryghed. Undervejs har processen nydt godt af stærk medvind på aktiemarkederne.
PFA har nu afsluttet omlægningen af opsparinger på mere end 40 milliarder kroner fra sine fire oprindelige investeringsprofiler (Profil A, B, C, D) til de tre nye profiler (Profil Lav, Middel og Høj). Omkring 700.000 kunder er berørt af omlægningen, som er den mest omfattende, siden PFA lancerede sit markedsrenteprodukt PFA Plus. Det fortæller PFA’s Investeringsdirektør Kasper A. Lorenzen.
"Vi er meget tilfredse med, at vi nu med succes har gennemført den største ændring af vores markedsrenteprodukt, siden det blev lanceret for sytten år siden. De nye profiler, som generelt har flere aktier, er skabt for at styrke kundernes afkast på den lange bane, og det er fantastisk at se, at vi er kommet godt i mål med omlægningen – både teknisk og på afkastsiden," siger Kasper A. Lorenzen.
Profilomlægning i skyggen af Trumps handelskrig
Ambitionen om at styrke afkastet og øge kundernes økonomiske tryghed skal især realiseres ved at øge andelen af aktier i opsparingerne, da aktier over tid har vist sig at være en stærk kilde til værdi. Til gengæld giver flere aktier også større udsving undervejs – og det fik man en tydelig smagsprøve på i foråret, hvor Trump blæste til toldkrig stort set samtidig med, at PFA lancerede sine nye profiler.
”Timingen kunne næsten ikke have været mere udfordrende. Vi begyndte stort set omlægningen samtidig med, at Trumps toldkrig satte aktiemarkederne under pres. Det gav svedige håndflader, for selvom pension handler om langsigtede investeringer, vil man jo gerne lægge godt fra land. Trump trak dog hurtigt de værste trusler tilbage, markederne vendte, og aktiedykket betød, at vi kunne købe billigere op. Alt i alt har markedsudviklingen derfor været god for PFA’s kunder, som har fået fint udbytte af det stærke aktiecomeback, der har været fra april og frem,” siger Kasper A. Lorenzen.
Kundernes treårige afkast har rundet 40 procent
Med omlægningen godt i hus er det en tilfreds investeringsdirektør, der ser tilbage på årets første elleve måneder, hvor PFA sideløbende har haft en god hånd med at styre sin valuta- og aktierisiko.
"Vi har været gode til at tilpasse vores aktierisiko til de store udsving, der har været på aktiemarkederne siden årets start. Samtidig har vi håndteret valutarisikoen godt og beskyttet kunderne mod dollarsvækkelsen. Det er vigtigt, når man som europæisk investor skal have sine gevinster udbetalt i kroner eller euro. Endelig har vi holdt fast i vores investeringer i de store amerikanske teknologivirksomheder, som endnu en gang har bidraget markant til afkastet," siger han.
Aktuelt kan en PFA-kunde i middel risiko med 15 år til pension glæde sig over et afkast for året på ca. 10 procent – og over de sidste tre år er det blevet til afkast på 40 procent, som er helt i top i branchen.