PFA ansætter ny direktør

Med en fortsat tilgang af mange nye privatkunder og et øget fokus på at levere stærke kundeoplevelser styrker PFA nu sit privatkundeområde.
PFA henter Sanne Hildegard Banggaard ind som ny direktør for privatkunde-området. Hun kommer fra Jyske Bank, hvor hun har haft det kommercielle ansvar for bolig- og udlån til private samt private banking-kunder.
Koncerndirektør Camilla Holm, der har det overordnede ansvar for PFAs kommercielle område, glæder sig til at få Sanne Hildegard Banggaard ombord.
"PFA står et særligt sted i disse år, hvor flere og flere danskere flytter deres pensionsopsparing til os. Det er noget, der forpligter og som kræver, at vi som landets største pensionsselskab kan levere fortsat god service til vores kunder. Derfor er vi begejstrede for at kunne byde en stærk profil som Sanne Hildegard Banggaard velkommen som ny privatkundedirektør i PFA,” siger Camilla og uddyber:
”Sanne har et særligt blik for kunderne og kommer med solid erfaring fra finanssektoren. Hun er sympatisk og en dygtig leder, som vægter at skabe resultater gennem samarbejde, og der er et godt match mellem Sanne og PFA’s værdier. Jeg er sikker på, at hun hurtigt vil falde godt til og i samarbejde med kollegerne bidrage til, at vi fortsat kan skabe stærke resultater til vores kundefællesskab.”
Bidrage til samfundet
Sanne Hildegard Banggaard ser frem til at blive en del af PFA og til at bidrage til virksomhedens fortsatte udvikling.
"Jeg synes, det er enormt motiverende, at PFA er et sted, hvor formål og forretning går hånd i hånd. PFA har et stærkt udgangspunkt både kommercielt og værdimæssigt og en klar ambition om at skabe værdi for kundefællesskabet på en måde, der også bidrager positivt til samfundet. Jeg glæder mig til at blive en del af dette arbejde og til, at jeg sammen med mine nye kolleger skal bygge videre på den gode udvikling i PFA og skabe kundeoplevelser, hvor pension er relevant på tværs af alder og livssituation,” siger Sanne Hildegard Banggaard.
Sanne Hildegard Banggaard tiltræder efter nytår og afløser Sara Guldberg, der har valgt at søge nye udfordringer uden for PFA.
Blå bog: Sanne Hildegard Banggaard
- Alder: 39 år
- Tidligere elitehåndboldspiller i Danmark og Tyskland
- Uddannet cand. oecon fra Aarhus Universitet
- Tidligere ansættelser i Jyske Bank, Nordea Danmark og YouSee/Nuuday