PFA Invest igen til tops i imageundersøgelse

Kombinationen af attraktive priser og produkter samt nærværende og relevant rådgivning har for andet år i træk sendt PFA Invests image til tops blandt danske investeringsforeninger. Det fremgår af den imageundersøgelse, som analysebureauet Wilke og nyhedsmediet FinansWatch netop har offentliggjort.

Gennem PFA Bank har PFA’s kunder mulighed for at investere deres opsparing i PFA Invest og få fordel af lave omkostninger og balancerede investeringsprodukter, der udnytter PFA’s stordriftsfordele og stærke rådgivningssetup. Det har mange kunder de seneste år draget nytte af, og derfor glæder det også CEO for PFA’s investeringsafdeling, Irene Holmslykke, at investeringsforeningen nu for andet år i træk kan pryde sig med førstepladsen i FinansWatch og Wilkes årlige imageundersøgelse.

”Vi har både i år og tidligere år været gode til at vælge de rigtige investeringer og skabe gode afkast i forhold til den risiko, vi tager. Samtidig kan vi i PFA Invest udnytte PFA’s stordriftsfordele og kompetencer til at holde omkostningerne nede og udvikle attraktive produkter, som matcher kundernes behov og risikoprofil. Det er blevet taget rigtigt godt imod, og jeg er glad for at se, at vores kunders tilfredshed smitter af på imagekontoen, og at vi for andet år i træk bliver vurdereret til at have det bedste image blandt danske investeringsforeninger”, siger Irene Holmslykke. 

Stærke kunderelationer giver godt udgangspunkt
Hun suppleres af PFA’s koncerndirektør for Kunder & Services, Camilla Holm, som er overordnet ansvarlig for PFA’s bank- og pensionsrådgivere, som har den daglige kontakt til kunderne. Hun hæfter sig blandt andet ved fagligheden og de tætte kunderelationer som en vigtig drivkraft for det stærke image.

”Vi gør meget ud af at uddanne vores rådgivere, så de er fortrolige med PFA’s anbefalinger og opdateret med aktuel viden på investeringsområdet. Samtidig kender vi vores kunder rigtigt godt, da kunder i PFA Invest typisk også er pensionskunder hos os. Det giver grobund for stærke relationer, hvilket vores egne kundeundersøgelser også viser. Kunderne er altid omdrejningspunktet for PFA, og derfor glæder det os hver gang, når kunderne viser, at de sætter pris på vores produkter og rådgivning,” siger Camilla Holm.

Hun uddyber, at PFA Invest udover den personlige rådgivning også har skruet op for sine webinartilbud, så PFA Invest-kunder i en tid med usikkerhed og corona-pandemi løbende kan få PFA’s bud på markedsudviklingen samt mulighed for at stille spørgsmål til PFA’s investeringseksperter. Det er ifølge Camille Holm et tilbud, som rigtigt mange har kvitteret for, og som PFA vil fortsætte med. 

Baggrund for FinansWatch og Wilkes undersøgelse
Resultatet af undersøgelsen er baseret på over 5.000 interview blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen, der enten kender de adspurgte virksomheder, er nuværende eller tidligere kunder. Analysen måler danske investeringsforeningers generelle image på en række parametre, fx rådgivning, troværdighed, produkttilbud- og udvikling, kommunikation og bæredygtighed.