Rekordhøje indbetalinger på mere end 40 mia. kr. og afkast på 31 mia. kr. i 2020

Trods et historisk og udfordrende år præget af COVID-19 skaber PFA i 2020 et driftsresultat på 1,3 mia. kr., hvilket er markant bedre end forventet. Indbetalingerne runder for første gang en historisk milepæl på 40 mia. kr. Det samlede investeringsafkast er på 31 mia. kr. i et turbulent investeringsår.

PFA opnår i 2020 et driftsresultat på 1,3 mia. kr. mod 340 mio. kr. i 2019, hvilket bl.a. er drevet af, at resultatet på syge- og ulykkesområdet er forbedret med 1,4 mia. kr. Af driftsresultatet går 1,1 mia. kr. direkte videre til kunderne via PFA KundeKapital, der er PFA’s model for at dele overskuddet og risiko med kunderne. Derudover tillægges bl.a. investeringsafkast af PFA KundeKapital, så kunderne i alt får overført 1,4 mia. kr.

Group CEO i PFA, Allan Polack, siger:

”2020 er et år, vi aldrig vil glemme. COVID-19 satte et voldsomt præg på hele året, og vi måtte i PFA omstille os meget hurtigt til en ny virkelighed. Derfor er det på mange måder meget tilfredsstillende, at vi går ud af 2020 som et styrket PFA. Vi opnår et driftsresultat, der er markant forbedret og højere end forventet. Derfor kan vi sende knap 1,4 mia. kr. videre til kunderne, hvilket vi som kundeejet selskab er meget tilfredse med.”  

Indbetalinger runder en milepæl på mere end 40 mia. kr.

Indbetalingerne stiger til 40,7 mia. kr. fra 39,4 mia. kr. i 2019 svarende til en vækst på 3,4 pct. De løbende indbetalinger er 24,4 mia. kr. mod 23,1 mia. kr. i 2019 svarende til en stigning på 5,4 pct. En udvikling, der viser et fortsat solidt nettoindbetalingsniveau på 14,5 mia. kr., hvilket er meget tilfredsstillende. Nettotilgangen af virksomheds- og organisationskunder er på 603, mens der er en vækst på mere end 8.300 privatkunder.

Samtidig med tilgangen af nye kunder har PFA igennem hele COVID-19 haft et ufortrødent fokus på at være der for såvel nye som eksisterende kunder ved at opretholde en normal drift.

”Det er vigtigt, at vores 1,3 mio. kunder kan føle sig helt trygge i PFA, selv når verden omkring dem ændrer sig. Derfor har vi haft et meget stort fokus på at holde alle dele af PFA i gang, så vores kunder ikke skulle mærke nogen forandring. Vi har omstillet os hurtigt til den nye virkelighed og opretholdt den tætte dialog med kunderne på helt nye måder gennem online-rådgivningsmøder og en lang række webinarer. Indbetalingerne er rekordhøje, og vi runder en historisk milepæl på 40,7 mia. kr. Det viser, vi er attraktive i markedet, og kunderne vælger os til selv under svære vilkår,” siger Allan Polack.

PFA og de 22 pengeinstitutter bag Letpension fornyede også i 2020 samarbejdet frem til udgangen af 2025. En aftale med store strategiske perspektiver for begge parter og de mere end 1,8 mio. kunder i de pågældende pengeinstitutter.

”Vi har været meget tilfredse med vores samarbejde med Letpension gennem 10 år og udbygger med den nye aftale vores stærke relation. Samarbejdet har stor strategisk betydning for PFA, og pengeinstitutterne bag Letpension er helt centrale for os i relation til det private pensionsmarked. Samtidig er der fortsat et stort potentiale i at udvide samarbejdet på firmapensionsmarkedet,” siger Allan Polack.

Resultat på syge- og ulykkesområdet forbedret med 1,4 mia. kr.

Resultatet på syge- og ulykkesområdet er markant forbedret fra -2.273 mio. kr. i 2019 til -841 mio. kr. i 2020 grundet eksekveringen af den igangsatte genopretningsplan. Der er en positiv udvikling i antallet af bl.a. reaktiveringer, mens resultatet fortsat er negativt påvirket af flere skader end forventet samt den store konkurrence på markedet for pension.

”Genopretningsplanen slår nu for alvor igennem og forbedrer resultatet på syge- og ulykkesområdet betydeligt. Vi er meget målrettet gået ind og hjulpet vores kunder så tidligt i deres sygdomsforløb som muligt og har fulgt op, hvor vi kan hjælpe dem hurtigt tilbage i job. Vi har styrket driften i alle led med flere sundhedsfaglige medarbejdere og fået meget bedre datagrundlag at tage dialogerne ud fra omkring pris og styrkede fælles indsatser med vores mange kunder,” siger Allan Polack og fortsætter:

”Der er forsat underskud, og vi har endnu et stykke at gå, men vi er godt på vej, hvilket er helt afgørende. Den ambitiøse genopretningsplan vil fortsætte, men desværre oplever vi stadig, at antallet af skader stiger, samt at de bliver mere alvorlige. Det er en udvikling, vi forventer fortsætter, hvilket er et udtryk for en generel udfordring i samfundet, som mange aktører må stå sammen om at løse. Det er ikke en udfordring, som politikere, organisationer, virksomheder og os som pensionsselskab kan løse hver for sig.”

Resultat af syge- og ulykkesforsikringen var i 2019 negativt påvirket af overgang til nyt VA-tillæg til rentekurven, hvilket ikke var tilfældet i 2020.

31 mia. kr. i afkast i meget turbulent investeringsår

COVID-19 havde i første halvår stor negativ effekt på afkastet, der dog rettede sig i løbet af året. Alle risikoprofiler i PFA Plus opnår pæne afkast, og samlet skaber PFA et investeringsafkast i 2020 på næsten 31 mia. kr.

”2020 stod på investeringssiden også i COVID-19’s tegn. Der har været tale om historiske bevægelser, hvor det så meget sort ud i marts og april. Det blev efterfulgt af et flot comeback på finansmarkederne resten af året med kraftige aktiestigninger i bl.a. Danmark og USA. Ikke mange turde håbe på positive afkast tilbage i foråret, men ikke mindst massiv finansiel hjælp fra centralbankerne og gigantiske økonomiske hjælpepakker har stimuleret markederne, hvilket er stærkt medvirkende til, at vi kommer ud med et samlet afkast på 31 mia. kr.,” siger Allan Polack.

Trods COVID-19 lukkede store dele af verden ned, udviklede PFA i første halvår 2020 det klimavenlige pensionsprodukt PFA Klima Plus. Siden lanceringen i juni har PFA Klima Plus slået verdensindekset med cirka to pct., og kunderne har allerede placeret ca. 3 mia. kr. i produktet.

”Klima Plus er den største produktlancering i 10 år, og vi er meget tilfredse af flere årsager. Først og fremmest fordi kunderne har taget så godt imod det og viser stor interesse for det. Samtidig er der skabt et flot merafkast, som viser, at et stort klimahensyn og et godt afkast supplerer hinanden godt,” siger Allan Polack

CO2-udledningen fra PFA Klima Plus ligger 77 pct. under udledningen fra det brede aktieindeks MSCI, og målet er, at investeringerne skal være klimaneutrale i 2025 og have negativ CO2-udledning i 2030.

Nøgletal for 2020  

  • Resultat før skat (ekskl. minoritetsinteressernes andel) er på 231 mio. kr. (49 mio. kr.)*
  • Årets resultat er på 180 mio. kr. efter skat (70 mio. kr.)*
  • Forsikringsresultatet er på 1.274 mio. kr. (340 mio. kr.)*
  • PFA KundeKapitals andel af forsikringsresultatet er på 1.107 mio. kr. (289 mio. kr.)*
  • De samlede indbetalinger er på 40,7 mia. kr. (39,4 mia. kr.)*
  • Løbende indbetalinger er på 24,4 mia. kr. (23,1 mia. kr.)*
  • Resultat på syge- og ulykkesforsikring er på –841 mio. kr. (-2.273 mio. kr.)*
  • Omkostninger pr. forsikret er på 703 kr. (699 kr.)*
  • Det samlede investeringsafkast er på 31,0 mia. kr. (57,6 mia. kr.)*
  • Afkast i markedsrente før skat på mellem 1,8 og 6,8 pct. inkl. KundeKapital (6,4 og 19,0 pct.)*
  • Det samlede afkast i gennemsnitsrenteprodukter er på 6,6 pct. (11,8 pct.)*
  • Afkast i gennemsnitsrenteprodukter inkl. akkumuleret værdireguleringer er på 3,3 pct. (2,6 pct.)*
  • De samlede kundemidler udgør 601 mia. kr. (560 mia. kr.)*

* tal for 2019
 

For yderligere oplysninger

Chef for Ekstern Kommunikation, Kristian Lund Pedersen, klp@pfa.dk, 39 17 58 79