Bæredygtig ledelse handler om både forretning og trivsel

En ny rapport fra PFA og Lederne sætter fokus på, hvordan man bedst muligt arbejder med performance og trivsel i en virksomhed. For at have en sund forretning handler i dag både om at have plus på bundlinjen og plus på medarbejdertrivslen, og derfor er virksomheder nødt til at sammentænke trivsel og performance i deres forretningsmodel. Sådan lyder budskabet fra Mads Kaagaard, koncerndirektør i PFA, og Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne, i dette indlæg, hvor de uddyber de vigtigste pointer i rapporten.

I dag møder danske virksomheder større og større forventninger fra forbrugere, investorer, samarbejdspartnere og ansatte om at tage samfundsansvar.

Derfor handler god forretningsudvikling om at skabe bæredygtige virksomheder, der performer på alle parametre; både de økonomiske, de samfundsmæssige og de menneskelige. Der skal være en sund bundlinje og vi skal passe godt på vores medarbejdere samt sikre en høj trivsel – herunder forebygge og håndtere stress.

Dårlig trivsel koster på bundlinjen

Vi ved i dag fra forskningen, at der er en stærk sammenhæng mellem, hvordan en virksomhed klarer sig på bundlinjen og hvor godt medarbejderne trives på arbejdspladsen – og heldigvis står det også klart for 97 pct. af ledere og topchefer i Ledernes seneste undersøgelse på området.

Det går ikke ud over trivslen, hvis medarbejdere fra tid til anden bliver lidt pressede. Og lad os slå det fast: Stress er helt naturligt og er kroppens naturlige reaktion, når den står over for udfordringer eller farer – og her er stress faktisk meget brugbart.

Men når stressen bider sig fast og bliver vedvarende, så er det, at den bliver farlig og går ud over den personlige trivsel og produktiviteten på arbejdspladsen. Så den vedvarende stress er dyr – både mens den udvikler sig, og når den skal behandles.

Behov for mere viden om trivsel i praksis

Vi ved, at den stigende stressproblematik ikke løses alene ved at håndtere medarbejdere med stress, når stressen først er opstået. Den kalder på udvikling og implementering af forebyggende løsninger; løsninger, som understøtter både performance og trivsel og ikke kun tager afsæt i individet.

Derfor mener vi, at alle virksomheder i dansk erhvervsliv bør have bæredygtig ledelse – særligt hvis de ønsker at bevare konkurrenceevnen i fremtiden.

I den forbindelse har vi for nogle år siden i fællesskab sat gang i et arbejde, hvor vi bl.a. har undersøgt, hvordan man bedst muligt arbejder med performance og trivsel i en virksomhed. Det har bl.a. resulteret i en rapport, som vi præsenterer den 26. oktober. Her vil vi med ti cases og en generel model til sammentænkning af performance og trivsel forsøge at inspirere alle danske ledere til handling og til at bedrive bæredygtig ledelse gennem øget performance, trivsel og forebyggelse af stress.

Nøglen ligger i organisationens eller virksomhedens design, og det kræver god ledelse. Der er behov for at arbejde mere proaktivt og systematisk med stress og trivsel, ligesom der er behov for at have mindst lige så meget fokus på, hvordan stress-indsatser kan styrke performance, som på hvordan andre indsatser styrker trivsel i virksomhederne.

Skal virksomheder lykkes med at knække stressproblemet, skal fokus rykkes fra at være reaktivt til at være proaktivt, hvor man søger efter løsninger i arbejdet, og hvordan det ledes og organiseres og har fokus på at håndtere årsagerne til stressen systematisk og på et organisatorisk plan.

Yderligere information

Kunder, der vil høre mere om, hvordan man som virksomhed kan arbejde med dette område, kan kontakte deres kundechef eller sende en mail til strategisksundhed@pfa.dk