Udsigt til blæsende efterår på finansmarkederne

Chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen.

Årets første syv måneder har budt på historisk store udsving på de finansielle markeder, og meget tyder på, at uroen vil fortsætte i resten af 2020, hvor den usikre corona-situation bl.a. vil danne bagtæppe for det amerikanske præsidentvalg. I den situation kan det være klogt at stå fast på sine investeringsvalg og undgå for meget slingrekurs. Det skriver Tine Choi Danielsen om i denne markedskommentar.

Coronavirussen har alt andet end sluppet taget i samfundet og de finansielle markeder. Flere og flere lande oplever i disse dage, at større lommer af smitte popper op, hvilket har ført til, at mobilitetsrestriktioner og delvise nedlukninger genindføres i såvel USA, Europa som Asien. Fornyede negative økonomiske konsekvenser synes at være uundgåelige. For nok kan smittetrykket holdes nede, men umiddelbart virker det til, at coronavirussen er kommet for at blive, indtil der findes en brugbar vaccine, og det er man investeringsmæssigt nødt til at forholde sig til.

For kommer der en vaccine, er der lagt op til en aktiefest. Men indtil da er investorerne i coronaens vold; negative økonomiske effekter og fortsat høj usikkerhed. Det stiller investorerne i det klassiske trade-off: På den ene side er man nødt til at være investeret for at kunne få del i den mulige fest, men på den anden side kan investeringerne også ende med at tabe værdi, mens der ventes. Altså essensen af al investering; man påtager sig en risiko for at tabe penge, for til gengæld at få muligheden for at tjene nogle.


Som investor gælder det om at have is i maven og være villig til at holde kursen. For det kan det blive en dyr fornøjelse, hvis man kommer ind og ud af markederne på de forkerte tidspunkter. Og lige nu er uforudsigeligheden stor, da markederne er blevet afkoblet fra den realøkonomiske udvikling og i stedet er drevet af pengepolitiske stimuli, usikre vaccineforventninger og skiftede politiske udmeldinger. 

Kunstigt åndedræt fra centralbankerne

Globale aktier er siden aktiebunden 23. marts 2020 steget med ca. 30 pct. målt i danske kroner. Kunstigt åndedræt fra centralbanker og regeringer har fået patienten på benene igen, og droppet fyldes hele tiden. Genopretningen til mere normale økonomiske tilstande er i fuld gang, og det har skubbet aktiemarkederne op. Understøttelse fra den front forventer jeg vil fortsætte i indeværende kvartal, men det er en skrøbelig medvind i lyset af den senere tids smittespredning. Så længe økonomiernes genåbningsproces er i gang, og der ikke kommer en ny total nedlukning, er der plads til, at vækstindikatorerne vil pege op ad, og i den henseende er retningen vigtigere end niveauet. 

Det udfordrende tidspunkt indtræffer for alvor, når der ikke er mere at genåbne. Så forsvinder en kraftig medvind, og niveauet for væksten vil blive afgørende for, om de aktuelle indtjeningsforventninger til 2021 holder vand. Skal de det, kræver det, at der kommer styr på corona-smitten, så den økonomiske vækst kan få lov til at udfolde sig. Begynder vi at tvivle herpå eller mister væksten fodfæste, skal indtjeningsforventningerne ned, og det tvivler jeg på, at aktiekurserne kan klare på de nuværende niveauer uden først at tage en mindre puster.

En eventuel kommende korrektion forventer jeg dog ikke vil blive lige så dyb som i årets første kvartal. Det er det økonomisk politiske sikkerhedsnet spændt ud til at kunne modstå, men to skridt frem og et tilbage vil formentlig blive kadencen i sidste halvdel af 2020. En udvikling som forventes at få yderligere næring af det kommende amerikanske præsidentvalg og potentielt det politiske fokus på tech-selskaberne. FAANG-selskaberne og Microsoft udgør i dag 22 pct. af det amerikanske aktiemarked (målt på markedsværdi i S&P 500), og deres gøren og laden er derfor afgørende for udviklingen på aktiemarkedet.