PFA: Globale investorer har øget risikovilligheden

Tine Choi Danielsen er chefstrateg i PFA.

De globale investorer har læst skriften på væggen og øget beholdningen af aktier, mens kontantandelen og obligationsandelen er faldet. Det viser juli måneds Globale Fund Manager Survey fra Bank of America

Ifølge PFA’s chefstrateg Tine Choi Danielsen er det ikke overraskende, at de bløde meldinger fra Den Amerikanske Centralbank, Fed, har fået investorerne til at tage mere risiko, for med Fed på lempelseskurs er der spændt et sikkerhedsnet ud under aktiemarkedet.

”Fed har sparket døren på vid gab for rentenedsættelser og har samtidig efterladt os investorer med al mulig grund til at tro, at hvis der kommer grus i maskineriet, uanset om det er fra amerikansk økonomi eller noget globalt, så er de parate til at stimulere. Centralbanken ligger som en haj i vandoverfladen, parate til at angribe enhver negativ nyhed, og det er svært - og måske dumt - at kæmpe imod,” siger Tine Choi Danielsen forud for rentemeldingen fra Den Amerikanske Centralbank onsdag aften dansk tid.  

Der er en bred forventning om, at Fed ved udmeldingen efter det pengepolitiske møde, der afsluttes i aften, vil nedsætte styringsrenten. Det har fået mange investorer til at søge mod aktier de seneste uger.   

Investorer med stigende appetit på aktier..

Andelen af investorer, som er overvægtet i aktier, er nu steget til 10 pct. (svarende til 31 procentpoint) siden juni, hvor andelen var på sit laveste niveau siden marts 2009. Den bevægelse viser betydningen af centralbankernes bløde udmeldinger og tilliden til, at en lempeligere pengepolitik vil holde hånden under aktiemarkedet. Samtidig er det dog værd at bemærke, at kontantandelen trods et fald fra 5,6 pct. i juni til nu 5,2 pct. stadig ligger over det 10-årige gennemsnit på 4,6 pct., og at hele 41 pct. af investorerne meddeler, at de er overvægtet i kontanter. Det leder chefstrategen frem til to vigtige pointer: 

”Selvom risikoappetitten er steget blandt investorerne, er der overordnet set stadig tale om skeptiske og forsigtige globale investorer. Hvis investorerne for alvor begynder at tro på, at Fed vil ”vinde kampen” og dermed holde opsvinget i live, er der derfor rigelig med plads til nye rekorder i det amerikanske aktieindeks S&P 500. Penge, der er placeret i kontanter, er typisk risikovillig kapital, da man kan komme hurtigt ind på markedet igen. Hvis den amerikanske erhvervstillid ISM begynder at tikke op igen, så vil en del af kontanterne forventeligt blive sendt ud at arbejde på ny,” siger Tine Choi Danielsen.

..Og mindre appetit på obligationer

En del af pengene, som har fundet vej ind på aktiemarkedet, skyldes dog også, at andelen af investorer, som undervægter statsobligationer, er steget. Hele 34 pct. af investorerne er nu undervægtet, hvilket er en stigning på 12 procentpoint ift. juni. Det indikerer, at de tror på, at Feds pengepolitik vil virke. For når Fed lemper, skal vi helst se, at rentekurven stejler, dvs. forskellen mellem den korte og lange rente øges, og dermed begrænses afkastpotentialet i lange statsobligationer, som derfor sælges fra, forklarer Tine Choi Danielsen. 

Hun peger på, at det umiddelbart kan virke underligt, at risikovilligheden er steget, når undersøgelsen samtidig viser, at rigtig mange investorer stadig er overvægtet i kontanter, og at hele 73 pct. af de adspurgte mener, at udviklingen i konjunkturerne er den største risiko. Det afspejles også i de lave erhvervstillidsindeks, PMI/ISM, samt investorernes forventning om vigende indtjening hos virksomhederne. Her skal man dog ikke glemme, at man kan øge risikoen i porteføljen på mange måder. Og undersøger man, hvad investorerne har købt op i, er det primært i aktiver, der outperformer, når renter og indtjeningen falder. Tilsvarende har de undervægtet aktiver, der er positivt korreleret med stigende vækst og inflation.

”I PFA er vi stort set på bølgelængde med undersøgelsens resultater. Overordnet set er vi positioneret til at få glæde af en fornyet aktieoptur, men vi er endnu ikke der, hvor vi forventer en decideret vækstsacceleration, hvorfor vi har en forsigtig tilgang til aktiemarkedet,” siger Tine Choi Danielsen.