PFA Invest topper afkastanalyse for 6. gang i træk

Lave omkostninger kombineret med gode afkast har resulteret i, at PFA Invest for 6. gang i træk opnår bedste karakter hos det uafhængige analysebureau Morningstar

Siden investeringsforeningen PFA Invest blev introduceret i 2012, har den i flere omgange opnået udmærkelser. Det er igen tilfældet i den nyeste rapport fra det uafhængige analyseinstitut Morningstar, hvor PFA Invest for 6. gang i træk opnår den højeste karakter blandt danske investeringsforeninger.

Det glæder PFA’s koncerndirektør Mads Kaagaard, som er ansvarlig for privatkunder i PFA, herunder rådgivning om PFA Invest.

”PFA er ikke kun pension, men også opsparing i frie midler, der skal skabe værdi til kunderne hele livet. Derfor er vi glade for Morningstars nye analyse, der viser, at PFA Invest giver kunderne et stærkt opsparingstilbud med markedets p.t. bedste, risikojusterede afkast,” siger Mads Kaagaard.

Fire ud af de syv undersøgte investeringsafdelinger i PFA Invest har fået den højeste udmærkelse af Morningstar – 5 stjerner – for et godt forhold mellem risiko og kundernes afkast. PFA Invest opnår en samlet score på 4,29 ud af 5 stjerner, hvilket ingen anden forening altså kan matche.

Som et forbedret tilbud til kunderne i PFA blev der den 4. april 2018 indført nye stordriftsfordele for kunder i PFA Bank, når de investerer i PFA Invest. Samtidig ensrettes formidlingsprovisionen til 0,5 pct. i alle fonde i PFA Invest, og det sikres, at kunderne også fremover vil få del i de økonomiske gevinster, der er ved at foreningens formue vokser.