PFA runder de 100 år

PFA fylder i dag 100 år. Jubilæumsåret er brugt på at kigge frem, accelerere den digitale omstilling samt komme med bud på, hvordan vi indretter samfundet bedst muligt i forhold til de store ændringer, der venter forude.

Når man bliver stiftet under første verdenskrig har man gennemlevet mange forandringer som virksomhed. Det er også tilfældet for PFA, som den 2. november 2017 runder de 100 år.

Hermed kan Danmarks store kundeejede pensionsselskab kigge tilbage på en 100 år lang historie med fokus på at skabe økonomisk tryghed gennem arbejdslivet og i alderdommen sammen med kunderne.

”Vi blev stiftet af arbejdsmarkedets parter for at sikre mobilitet på det danske arbejdsmarked og give danskerne frihed til at leve det liv, de ønsker. Sådan var det 1917, og det har ikke ændret sig, selvom verden i dag er en helt anden. Det var fremsynet, og derfor kan vi også bruge dagen i dag sammen med kunderne til at kigge tilbage og glæde os over den betydning, som PFA har og har haft i mange menneskers liv i årenes løb. Det er et arbejde, vi glæder vi os til at fortsætte med,” siger bestyrelsesformand i PFA Torben Dalby Larsen.

100-året brugt til at kigge frem

Jubilæumsåret er også blevet brugt til at kigge frem, hvor PFA har sat yderligere fart i udviklingen for at skabe relevante værditilbud til kunderne på hele opsparings-, senior- og sundhedsområdet. Samtidig nedsatte PFA tænketanken ”Den nye 3. alder” i januar, der gentænker fremtidens seniorliv. Tænketanken skal komme med anbefalinger til, hvordan vi i Danmark får håndteret, at gruppen af ældre vil vokse markant, samtidig med digitaliseringen for alvor tager fart.

”Som Danmarks største kommercielle pensionsselskab, er det PFA’s opgave at følge med, når kundernes behov og samfundet udvikler sig. I 2040 vil der være 500.000 flere personer over 65 år og 65.000 færre, der er mellem 20-64 år. Det stiller krav til samfundet, og det er en mulighed for PFA, at vi kan skabe relevans på flere områder og tilbyde andre services, end vi gør i dag. Kernen er, at PFA skal blive ved med at skabe stabilitet, tryghed og øget livsværdi i en global verden, der konstant forandrer sig,” siger PFA’s Group CEO Allan Polack.