PFA i New York for at diskutere FN's 17 verdensmål

Som en af ganske få danske virksomheder er PFA Pension med ved bordet, når FN ved High Level Political Forum i denne uge sætter fokus på bæredygtige investeringer.

Ved den otte dage lange konference i New York skal PFA Pension mødes med de største kapitalforvaltere i verden og en række FN ambassadører, der specifikt fokuserer på, hvordan der skabes økonomisk vækst og finansiel opbakning til verdensmålene. 
 
”FN's verdensmål er vigtige, for de giver et fælles udgangspunkt for, hvordan vi som investorer skal forholde os til at skabe afkast på et ansvarligt og bæredygtigt grundlag. Ved mødet skal vi konkret se på, hvilke investeringsmuligheder FN's verdensmål skaber. Det er en diskussion, vi er meget optaget af i PFA og gerne engagerer os i,” siger Andreas Stang, senior porteføljemanager i PFA med ansvarlige investeringer som ansvarsområde.
 
FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget på FN’s årlige generalforsamling i september 2015. De består af 17 mål og 169 delmål, og er blevet kaldt den mest ambitiøse plan for klodens fremtid nogensinde. Målene sætter kursen for en mere bæredygtig fremtid og rækker helt frem til 2030, hvor der bliver sat fokus på blandt andet jobskabelse, sundhed og klimaforandringer.

Gode erfaringer deles

Ved den stort anlagte konference vil en række førende investorer deltage for at dele ud af deres erfaringer med, hvordan de konkret investerer i verdensmålene. Her vil PFA's investeringer i infrastruktur og grøn energi også spille ind. Samtidig vil man kigge på, om FN's verdensmål har de rigtig muligheder, for at levere konkurrencedygtige afkast.
 
”FN's verdensmål giver mulighed for at investorer og regeringer taler samme sprog. Det er helt nødvendigt for at FN's mål om bæredygtig udvikling bliver udlevet i praksis, og for at finde ud af, hvilke projekter og selskaber, der bidrager til en positiv udvikling og giver det rigtige afkast” siger Andreas Stang, der repræsenterer PFA på konferencen.
 
PFA Pension er en del af en danske delegation, der blandt andre også inkluderer Novo Nordisk og PKA.