Mænds usunde livsstil i 30’erne kan koste liv

Forebyggelse er et fremmedord for mange mænd i 30’erne, og det har alvorlige konsekvenser. Nye tal fra PFA viser nemlig, at livsstilsygdomme fortsat rammer mænd langt oftere end kvinder. Kan mænd lære at passe bedre på sig selv i 30’erne, vil de i høj grad kunne undgå alvorlige og dødelige sygdomme i 50’erne

Se de gode råd længere nede i artiklen.

30-årige mænd gemmer sig godt i PFA’s sundhedsstatikker, men så begynder det at gå galt.  Unge mænd passer nemlig ikke godt nok på sig selv, og derfor stiger risikoen markant for, at de senere får en alvorlig livsstilsygdom.

Blandt PFA’s kunder har mænd over 50 år ifølge nye tal 20 pct. større risiko for at blive ramt af en kritisk sygdom og bruge deres forsikring end kvinder på samme alder. Og det er sygdomme, der ofte kunne være undgået, som rammer mændene.

”De seneste tre år fylder blodpropper i hjernen og ballonudvidelser til sammen 31 pct. af udbetalingerne til mænd mod kun 10 pct. af udbetalingerne til kvinder. Det understreger, at særligt unge mænd bør passe bedre på sig selv, så de undgår livsstilsygdomme, når de fylder 50,” siger Unn Wakefield, direktør for forsikring hos PFA.

Gode vaner kan forlænge livet

De færreste 30-årige tænker nok over, hvordan deres vaner påvirker dem senere i livet. Men det er der altså god grund til at gøre. Særligt mænd har en tilbøjelighed til at tillægge sig nogle dårlige vaner i 30’erne, og det kan koste dyrt på helbredskontoen.

”30’erne er for de fleste en travl periode, hvor man måske skifter singlelivet ud med kæreste, småbørn, hus og have samtidig med, at der er fuldt fart på karrieren. Derfor gælder det om at lave nogle realistiske planer for sundhed i hverdagen, som fx at bevæge sig mere – ta’ cyklen på arbejde i stedet for bussen eller bilen - sove en time ekstra og drikke mere vand. Det er også vigtigt, at sundhed bliver et naturligt tema på arbejdspladsen, hvor vi jo bruger en stor del af døgnet,” siger Unn Wakefield.

PFA har en række gode råd til mændene, der er lette at passe ind i hverdagen, og som alle kan lade sige inspirere af.

3 Gode råd fra PFA til en sund livsstil for mænd i 30’erne

  1. Sov dig til et stærkere helbred: Mens du sover, foregår der et hav af vitale reparationsprocesser inde i din krop. Under de dybe søvnfaser producerer du bl.a. vigtige væksthormoner, der udsætter aldring og opbygger muskelvæv. Husk, at man ikke kan indhente ugens søvnunderskud ved at sove længe i weekenden.
  2. Nedsæt stress med den rette kost: En række vitaminer og stoffer kan ruste dig til en krævende hverdag. Forskning har vist, at et øget indtag af B-vitaminer, som fx findes i kyllingebryst, æg og groft rugbrød, giver større mentalt overskud, mindre stress og forbedret evne til at tackle hjernekrævende opgaver. Også kostfibre, omega 3-fedtsyrer, C-vitamin og magnesium (mandler, sesamfrø, bønner) er perfekte valg til antistress-menuen. Det er også vigtigt at få motioneret; hvis tiden er knap, kan du prøve med højintensiv intervaltræning (løb) eller crossfit, som styrker både muskler og kondition.  
  3. Hold øje for neden: Gør det til en vane at tjekke dine testikler for knuder cirka hver tredje måned og gå til lægen, hvis du mærker ømhed eller knuder. Testikelkræft rammer især yngre mænd i 25-35-årsalderen og antallet af mænd, der rammes af sygdommen, er stigende. Den gode nyhed er, at behandlingen for testikelkræft er særdeles effektiv, og ca. 95 procent af alle patienter kan kureres.

”Vi ved godt, at det kan være svært at ændre vaner på egen hånd, især når fælden først klapper 10-20 år senere. Men lader man blot stå til, så taler statistikkerne deres tydelige sprog, for så går det galt. Derfor kører PFA frivillige sundhedsprogrammer hos mange af vores virksomhedskunder, hvor medarbejderne kan få inspiration til sunde vaner - både på arbejdet og i fritiden,” siger Unn Wakefield.

Lavthængende frugter

Speciallægekonsulent og klinisk lektor på Rigshospitalet Mikael Bitsch, der bl.a. har skrevet en kogebog med sunde opskrifter, peger på, at der er nogle relativt lette veje til at nedsætte risikoen for livsstilssygdomme. Det kræver dog, at man bliver opmærksom på eventuelle dårlige vaner først. 

"Det er egentlig meget enkelt at forebygge flere af de kritiske sygdomme, så en del af problematikken handler om fornægtelse," siger Mikael Bitsch og fortsætter:
 
"Vi ved alle sammen, at vi skal prioritere løbeturen, at vi skal begrænse kalorieindtaget og tage et mindre stykke lagkage og nøjes med en enkelt bøf i stedet for to. Fx vil en kødløs dag om ugen betyde et bedre helbred, både i forhold til kræft og hjertekarsygdommene. Små ændringer gør en stor forskel, men det kræver karakterstyrke og motivation."

Fakta

  • 334.000 danskere har en kritisk sygdom-forsikring hos PFA. Gennem forsikringen modtager kunderne en sum penge, hvis de får stillet en diagnose, som jf. betingelserne betragtes som en kritisk sygdom.
  • Kvinder i 30’erne og 40’erne med en kritisk sygdom-forsikring hos PFA modtog i 2016 flere udbetalinger end mænd per. forsikrede, men så vender billedet. Mænd over 50 havde i 2016 20 pct. større risiko for at blive ramt af en alvorlig sygdom og bruge deres kritisk sygdom-forsikring hos PFA end kvinder i samme aldersgruppe.
  • Livsstilsygdomme rammer oftere mænd end kvinder. Ballonudvidelser og blodpropper i hjernen fyldte til sammen 31 % af udbetalingerne til mænd mod 10 pct. af udbetalingerne til kvinder i perioden januar 2014- februar 2017. Stigningen i ballonudvidelser og blodpropper hos mænd sker gradvist, fra de er 40-55 år.
  • Kræft er dog den hyppigste grund til, at både kvinder og mænd brugte deres kritisk sygdom-forsikring hos PFA i perioden 2014-2016 (73 pct. af udbetalingerne til kvinderne vedrører kræft mod 48% af udbetalingerne til mænd).
Læs mere om mænds sundhed